Boplads fundet ved skole

Arkæologer har fundet rester af en boplads og en gravplads fra den ældste del af jernalderen ved Hørby Skole i Hobro. Fundet er sket i forbindelse med, at der skulle laves undersøgelser forud for en udbygning.

Der er indtil videre fundet 11 langhuse fra jernalderen.

Forundersøgelsen afslørede to områder med forhistoriske bebyggelsesspor i hver sin ende af udstykningen, men da selve udgravningen gik i gang fremkom der væsentligt flere og mere spændende anlægsspor end forventet. Det oplyser Nordjyllands Historiske Museum, der er dem, der graver i området.

Foreløbig er der altså fundet 11 langhuse, der alle kan dateres til den ældste del af jernalderen (omkring 300 f.kr.). Flere af husene skiller sig ud ved at have specielle bevaringsforhold, f.eks. har et af husene et lergulv og resterne af indgangsbrolægningen bevaret, et andet hus har en brolagt stald bevaret og et tredje er brændt ned og har dermed en hel del forkullet materiale i stolpehullerne, hvilket er guf for naturvidenskabelige analyser.
Bopladsen ligger på en sydvestvendt skråning af en lille lokal bakketop. På bakkens højeste sted fremkom der under muldafrømningen en lille gravplads ligeledes fra jernalderen, men dog lidt yngre end bopladsen (omkring 0-200 e.Kr.).

Der er indtil videre fundet fire begravelser, hvoraf en adskiller sig markant fra de andre, ved at have kantstillede sten rundt om graven.

Denne begravelsesform er meget udbredt i Nordjylland i ældre romersk jernalder (0-200 e.Kr.) og kaldes for storstensgrave på grund af de kantstillede sten omkring graven.

Planen er, at der om nogle år skal bygges parcelhuse på arealet.


Seneste nyt

fra Nordjylland