Bordtennisverdenen kigger mod Vendsyssel

Bordtennisspillere fra hele verden rejser i disse uger til Hirtshals og Hjørring, hvor der er international bordtenniscamp. I år med deltagere fra 41 nationer, og bordtennisskolen rangerer blandt de bedste i verden.

Den kinesiske træner Qia Xai Li er i gang med dagens træning. Hun er en af mange udenlandske trænere, som er med på bordtenniscampen.

- I Kina oplever jeg aldrig, at der er deltagere fra så mange forskellige lande. Det er en chance for mig at møde mange forskellige spillere og lærer af dem, siger hun.

Qia Xai Li er tidligere kinesisk topspiller og har i dag sin egen bordtennisskole hjemme i Kina, og hun drømmer om at lave en tilsvarende camp i Kina.

- Jeg vil gerne starte en camp som den her i Kina. Måske til næste år, siger Qia Xai Li.

Den internationale bordtenniscamp begyndte i Hirtshals for 10 år siden med 16 deltagere. I år er der 180 deltagere, og nogle af dem er med i alle tre uger, som campen varer. 

Andreas Rokkjær fra Horne er en af de lokale trænere, som nyder godt af besøgene fra hele verden.

- Det er ekstrem luksus, at jeg bare skal fra lille Horne, som ligger 17 kilometer væk, for at komme på en af verdens bedste bordtennislejre. Det, synes jeg, er virkelig fedt, siger Andreas Rokkjær. 

Der er spillere og trænere fra 41 forskellige nationer, og campen med tre ugers intensiv bordtennistræning i Vendsyssel er anerkendt bredt i international sammenhæng. 

- Vi har fået sat os selv på verdenskortet i bordtennis. I går var campen på forsiden af det europæiske bordtennisforbunds hjemmeside, siger Lars Rokkjær, som er leder af B75 International Tabletenniscamp.

Spillere og trænere er rejst til Hjørring fra blandt andet Kina og USA for at få den bedste træning. 

- Tænk sig, at du kan være sammen med 20 af verdens bedste trænere uden at skulle rejse efter det. Vi uddanner vores egne trænere, og vores spillere får lov at være med. Vi laver et netværk, og vi trækker spillere til Hirtshals, som så bliver sparring til vores egne spillere, siger Lars Rokkjær. 

Bordtennisspillere fra hele verden rejser i disse uger til Hirtshals og Hjørring på international bordtenniscamp. I år med deltagere fra 41 nationer - og bordtennisskolen rangerer blandt de bedste i verden.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland