Borgere hjalp politiet i voldtægtssag

 Borgere hjalp politiet i voldtægtssag

20-årig mand fra Hirtshals er fængslet i fire uger for at have voldtaget en pige i Hjørring.

Flere borgere hjalp politiet under jagten på den unge mand, der tidligt lørdag morgen overfaldt en tilfældig 17-årig pige og voldtog hende ved baneterrænet i Hjørring.

Under afhøringen hos politiet tilstod manden forbrydelsen, og søndag fængslede en dommer ham i fire uger.
En kvindelig taxichauffør reagerede på pressens gengivelse af signalementet og kunne fortælle, at hun om morgenen havde kørt en mand fra banegården i Hjørring til Hirtshals. Og i den boligkarré, hvor kunden bor, hjalp andre borgere betjentene på sporet af den 20-årige mand, der arbejder i fiskeindustrien.

Anholdelsen skete lørdag aften.
- Vi har fået hjælp på flere fronter. Når det er en så
alvorlig sag, kan vi godt mærke viljen til at bistå os, siger vagtchef Henrik Beck i Nordjyllands Politi.
Pigen var lørdag morgen på vej hjem fra en bytur og gik ad Parallelvej, da hun mærkede nogen bag sig. Pludselig blev hun grebet og slæbt ind på baneterrænet, hvor hun blev holdt fanget i godt to timer og voldtaget og slået.

Under afhøringen hos politiet tilstod den 20-årige, at han havde overfaldet pigen, men i grundlovsforhøret i retten i Hjørring trak han tilståelsen tilbage, oplyser nordjyske.dk. Han påstod, at pigen frivilligt gik med ham, men i øvrigt kunne han ikke huske noget, fordi han var påvirket af spiritus og medicin.
På mandens adresse i Hirtshals fandt betjente offerets
sygesikringsbevis.


Seneste nyt

fra Nordjylland