Borgere vender Dybvad ryggen

I løbet af de sidste ti år har Dybvad mistet 13 procent borgere. Det er det højeste antal i Nordjylland.

Det er ti år siden, at kommunalreformen blev gennemført. Siden da har udkantsbyerne i landets kommuner mistet indbyggere i hobetal, mens hovedbyerne har oplevet et regulært befolkningsboom.

I Nordjylland er det byen Dybvad, der har lidt det største tab.

- Man kan tydelig mærke i gaderne, at der er færre mennesker her. Der er virkelig mange faldefærdige huse og tomme butikker, siger Mette Guldborg Larsen, der er næstformand i Dybvad Borgerforening.

I løbet af de seneste ti år er borgerne strømmet ud af Dybvad. Sidste år havde byen 13 procent færre indbyggere end i 2007. Det gør Dybvad til den by i Nordjylland, som siden kommunalreformen, har mistet flest indbyggere.

Også Anja Bonde Beck, som er dagplejemor i Dybvad, kan tydeligt mærke det store frafald af borgere.

- Jeg kan godt mærke, at der begynder at mangle børn. Folk søger væk fra Dybvad og ind til de større byer, fordi det hele foregår der, siger hun.

Hun håber, at udviklingen snart vender, og at især flere børnefamilier får lyst til at bosætte sig i Dybvad.

- Vi mangler virkelig familier med børn herude, og vi har jo faciliteterne til det. Dybvad har både skole, børnehave og idrætsforening, siger Anja Bonde Beck.

Det er ti år siden, at kommunalreformen blev gennemført. Siden da har udkanten af landets kommuner mistet indbyggere i hobetal, mens hovedbyerne har oplevet et regulært befolkningsboom. I Nordjylland er det byen Dybvad, der har lidt det største tab.

Mette Guldborg Larsen mener, at en del af skylden for, at borgerne vender Dybvad ryggen, ligger hos Frederikshavn Kommune, der ikke gør nok for at støtte udkantsbyen.

- Det er tit, at kommunen kun tænker på Skagen og sådan nogle steder. Dybvad er sjældent i deres søgelys. Hvis ikke byen skal uddø, så er vi nødt til at have nogle midler til at gøre nogle ting her i byen, siger hun.

Frederikshavn Kommune erkender, at der skal gøres noget i ydreområderne. Derfor har de fornylig tildelt 3,3 millioner kroner til byforskønnelser i Dybvad.

- Vi vil gerne sætte fokus på de attraktive steder i Frederikshavn Kommune – også uden for de store byer, herunder Dybvad. Men det er ikke en kommunal opgave alene. Det her skal løftes sammen med byens borgere, siger Birgit S. Hansen (Socialdemokratet), borgmester i Frederikshavn Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland