TV2 Nord

Borgere vil have udmelding om Limfjordsforbindelse

Foto: TV2/Nord

En borgergruppe beskylder lokalpolitikerne for at lurepasse i spørgsmålet om den tredje Limfjordsforbindelse. Gruppen har kontaktet samtlige medlemmer af Aalborgs Byråd - kun få har svaret tilbage.

Formand for foreningen Borgerbevægelsen Louise Faber har udsendt et brev, som kun fire ud af 31 lokalpolitikere har svaret på. 

- Jamen, jeg synes de lurepasser, og jeg synes ikke, at de er aktive i demokratiet, siger Louise Faber til TV2/Nord. 

Brevet er sendt via email og efterfølgende fulgt op af et telefonopkald. Men indtil videre uden større held. Borgmester Henning G. Jensen (S) er en af dem, som ikke har svaret på Borgerbevægelsens henvendelse. Han går ind for en tredje limfjordsforbindelse, men hvor ved han ikke, i hvert fald ikke officielt, endnu. 

- Jeg er ikke nogen lurepassertype. Jeg plejer normalt at melde ud. Men jeg har stor respekt for, at når man sender noget til høring ved folket, så skal politikerne holde deres mund mens folket diskuterer, siger borgmesteren til TV2/Nord. 

Den forklaring køber Louise Faber ikke:

-  Borgerne skal jo svare inden den 31. august. Hvis de ikke svarer inden den 31. august, så er debatten ligesom lukket for deres vedkommende, så det er ikke godt nok, hvis man er politiker vælger at vente med at danne sig en holdning til efter udløbsfristen, siger Louise Faber.

I alt er der tre alternativer i spil til en ny Limfjordsforbinde. Foreningen Borgerbevægelsen er imod en vestlig motorvejsforbindelse over Egholm. Se foreningens hjemmeside på adressen www.nejtilmotorvej.dk

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord