Borgmester: Jeg vil se pengene først

Birgit S. Hansen nægter at løfte en finger for en ny faunapassage i Sæby, før lystfiskere disker op med 300.000 kroner.

Selvom Frederikshavn Kommune er forpligtet til at sikre, at fiskene frit kan vandre i vandløbene og dermed passere vandmøllen i Sæby, har hun ikke tænkt sig at gøre mere i den verserende sag. 

I hvert fald ikke før en gruppe med Jesper Christensen og Sæby Sportfisker Klub som primus motor har indsamlet en stor pose penge. 

- Altså, der er jo ikke noget nyt i, at de siger, at de næsten har pengene. Vi gør ikke noget i sagen, før alle 300.000 kroner er indbetalt. Så har jeg til gengæld en aftale med Jesper Christensen om, at vores folk smider, hvad de har i hænderne for at sætte den undersøgelse i gang, som kræves, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Stenbak Hansen. 

- Det flytter ikke noget i min optik, at fiskerne har fået opbakning fra Sæby Bevaringsforening. Der skal penge på bordet, før vi kan komme videre, siger hun. 

Årsagen er, at der kan følge en række erstatningssager til bredejerne med, hvis en faunapassage etableres ved Sæby Vandmølle. 

- Vi har tidligere fået afvist et projekt af staten, der mener, at et projekt til 25 millioner ikke står på mål for det forventede afkast. Derfor blev det dumpet, og derfor skal der bruges 300.000 til en ny forundersøgelse. Dem har vi ikke i kommunekassen, forklarer hun. 

Hun nægter, at kommentere lystfiskernes planer, der beskriver, at en faunapassage kan laves for ni millioner kroner. 

- Jeg vil se pengene først, og så kaster vi alt, hvad vi har i hænderne for at søge pengene inden tidsfristen i april, siger borgmester Birgit Stenbak Hansen. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland