Borgmester jubler over Hobro-omtale: Et guldæg for kommunen

Hobros succes kan mærkes på Mariagerfjord Kommunes kommunale branding.

Omtalen om Hobro er eksploderet, siden den nordjyske klub fra første Superliga-fløjt eksploderet begyndte at skyde sig ind i hjerterne hos alle fodboldromantikere.

Mediedækningen har været massiv, og senest var der internationalt besøg, da FIFA Futbol Mundial, et internationalt fodboldmagasin med over 300 millioner seere, var forbi Hobro.

Det er ikke kun på den sportslige side, at Hobro nyder godt af omtalen. Fodboldklubben bringer også Mariagerfjord Kommune på landkortet.

- Det betyder enormt meget for kendskabet til Mariagerfjord Kommune. Det er et guldæg. Før var vi bare en ud af 98 kommuner. Nu har folk kendskab til kommunen, og det hjælper alle steder, siger borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V).

- Det giver en mulighed for at vise kommunen frem. Den dag, hvor personer eller virksomheder vil flytte, kan de forholde sig til kommunen, fordi de ved, hvad Hobro er, siger han.

Også personligt har Mogens Jespersen kunne mærke, at Hobro ikke længere bare er en ukendt klub i Himmerland.

- Det er taget fuldstændigt til. Det er ligegyldigt, hvor jeg kommer rundt henne i landet. Uanset om det er privat eller som borgmester, er Hobro IK altid det første, folk spørger ind til, siger han.

Hobro har efter otte kampe hentet 15 point. Oprykkerne ligger på en fjerdeplads - tre point fra førerholdet FC Midtjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland