Borgmester om droppet omfartsvej: - Vores infrastruktur er fortsat dårlig

Borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen (V) ægrer sig over, at omfartsvejen i kommunen ikke bliver til noget.

Det vækker fredag stor skuffelse i Mariagerfjord Kommune, at transportminister Benny Engelbrecht (S) nu endegyldigt har taget den omdiskuterede omfartsvej omkring Mariager af bordet.

- Jeg har godt set, hvor det bar hen. Sagen har været kørt helt forkert og blev helt forkvaklet. Det blev en personsag i stedet for at hjælpe os til at få en let adgang til motorvejen, siger Mogens Jespersen (V), borgmester i Mariagerfjord Kommune. 

Dermed er der foreløbigt sat punktum i en sag, som især fik offentlighedens interesse, fordi det var et kompromis, som daværende trafikordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, der selv har beværtningen A'porta i centrum af Mariager, fik gennemtrumfet. En omfartsvej, som de handlende i byen ikke ville have.

Projektet rulles tilbage

VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti afsatte med finanslovsaftalen for 2019 12 millioner kroner til en VVM-undersøgelse af Mariager Omfartsvej.

Siden har der været stillet spørgsmål til opbakningen til projektet, og S-regeringen mener, at pengene kan bruges bedre andre steder. Derfor vil det fremgå af regeringens kommende finanslovsforslag, at projektet rulles tilbage.

- Det her har aldrig været en plan om, hvad der foregår i indre Mariager by, for der er indkørseslforbud for tung trafik her. Der var fra kommunens side et ønske om at få den tunge trafik i øst til motorvejen i vest. Det kunne man også gøre på en anden måde ved eksempelvis at lave en vej bagom småbyerne, siger Mogens Jespersen.

- Vi får gang på gang tæsk i Dansk Industris infrastrukturopgørelse, fordi det er svært at komme fra øst til vest.

377 millioner til omfartsvej

Kim Christiansen holdt stædigt fast i, at omfartsvejen ville skabe mere ro inde i midtbyen. Men det viste sig snart efter, at trafikken igennem byen ikke var så tung som ventet. 

TV2 opstillede et kamera på torvet i Mariager og lod båndet rullet i 12 timer. Kun fire lastbiler og en skolebus kom forbi i perioden. Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen dog holdt fast i, at den 377 millioner kroner dyre vej var nødvendig.

- De 377 millioner kroner har jeg ikke kendskab til, hvor de kommer fra. Når regeringen laver sådan nogle sager, ligger de altid 40-50 procent oven i den beregnede pris, og vores pris ligger omkring 120 millioner kroner, og så ville samfundsværdien for den her vej blive en helt anden udregning, siger Mogens Jespersen.

Omfartskommer måske en dag

Borgmesteren fortæller, at man i byrådet nu vil tage stilling til, om man selv vil give sig i kast med en omfartsvej. Han tvivler dog på, at det er tolfældet, fordi kommunen har andre infrastruktursprojekter, der er højere prioriteret.

- Jeg tror helt sikkert på, at vi ender med en omfartsvej, men det bliver ikke i min tid, siger Mogens Jespersen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland