Borgmester om ministerpost: - Det skal jeg da lige overveje

Foto: Christian Henriksen

Birgit Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, er flere gange blevet nævnt som en mulig minister i en socialdemokratisk regering.

Den populære borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S), vil ikke afvise, at hun siger ja, hvis partilederen hos Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, pludselig ringer og spørger Birgit Hansen, om hun vil være minister. 

Læs også Mette Frederiksen bliver landets næste statsminister

Det skriver Kanal Frederikshavn

Birgit Hansen er flere gange blevet nævnt som et bud på en minister i en socialdemokratisk regering af politiske analytikere, sammen med flere andre borgmestre, såsom Holbæks borgmester, Christina Hansen (S). 

Onsdag er det offentliggjort, at de fire partier SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokratiet er nået frem til en politisk aftale og i fællesskab peger på Mette Frederiksen som statsminister.

Afviser ikke ministerpost

Derfor skal Mette Frederiksen nu i gang med at sammensætte et ministerhold, og derfor har Kanal Frederikshavn spurgt Birgit Hansen, om hun er i nærheden af sin telefon i løbet af onsdag, så hun er klar, hvis Mette Frederiksen ringer.

Læs også Regionerne bevares: - Vi kommer til at se en styrkelse af regionerne

- Jeg har telefonen på lydløs og passer mit arbejde som borgmester. Men jeg tjekker altid telefonen mange gange om dagen, siger Birgit Hansen til Kanal Frederikshavn. 

Hvad gør du, hvis hun beder dig om at blive minister? 

- Der er kun en, der ved, hvilket ministerhold der skal sættes. Det er spændende. Jeg er også spændt. Jeg er borgmester i Frederikshavn Kommune, og der er meget at gøre. Og jeg vil gerne være borgmester, både med det sure og det søde, siger Birgit Hansen og fortsætter:

- Hvis statsministeren beder én om at blive minister, tror jeg da, man siger: "Øhhhh...det skal jeg tænke over. Hvor længe er der til at overveje"?

Birgit Hansen forklarer dog til Kanal Frederikshavn, at hun ikke har diskuteret muligheden med hverken sin familie eller Socialdemokratiet.

Læs også Ny regeringsaftale: Håndsrækning til nordjyske VUC-afdelinger

Mette Frederiksen ventes at præsentere sin regering i morgen, torsdag.

Flere nyheder fra TV2 Nord