Borgmester tager imod is-udfordring

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen har taget imod den iskolde 'Ice Bucket Challenge'.

Den såkaldte 'Ice Bucket Challenge' har i de seneste uger grebet om sig. Kloden over har kendte som ukendte kastet sig ud i den iskolde udfordring, hvor 'udfordreren' nominerer tre personer før han eller hun lader sig overhælde med en spand isvand.

Nu har Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Soc.dem.) også taget imod udfordringen. Han er blevet udfordret af Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen, og Thomas Kastrup-Larsen sender udfordringen videre til sine socialdemokratiske borgmesterkolleger fra de andre store byer i Danmark.

Københavns overborgmester, nordjyden Frank Jensen, Odenses borgmester Anker Boye og Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard bliver udfordret af Aalborg-borgmesteren.

Formålet med 'Ice Bucket Challenge' er at skabe opmærksomhed omkring nervecellesygdommen ALS, så der kan samles flere midler til forskning i sygdommen.

Se Thomas Kastrup-Larsen få en ordentlig spand isvand her

Fredag kaster en gruppe efterskoleelever sig også ud i en kæmpe 'Ice Bucket Challenge'. Se mere om det på TV2/Nord i aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland