Borgmester undsiger nyt dyrt kulturhus

 Borgmester undsiger nyt dyrt kulturhus

Valget af et projekt til et nyt stort kulturhus til 43 millioenr kroner i Støvring, får ikke opbakning fra borgmester Anny Winther i Rebild Kommune.

Det nye kulturhus ved Stubhuset i Støvring er Rebild Kommunes største økonomiske satsning hidtil. Men borgmesteren kan ikke støtte vinderprojektet.

- Jeg synes arkitekturen er lukket og utiltalende, siger Anny Winther (Venstre), borgmester, Rebild Kommune

Hun så hellere at det nye kulturhus åbnede sig op.

- Jeg tror folk gerne vil have en facade, der er indbydende og det mangler dette projekt, siger Anny Winther.

- Sludder, det er overhovedet ikke lukket. Det er tværtimod intimt og dejligt, siger formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg, Klaus Anker Hansen (Soc.dem.)

Han er for projektet, nøjagtig som 13 ud af de 25 medlemmer af byrådet, der torsdag skal beslutte om vinderprojektet også skal blive en realitet.

- De opfylder de kriterier vi har stillet op, og så kan der være 4 arrangementer i gang på samme tid og det er unikt ved dette projekt, siger Klaus Anker Hansen.

Borgmesteren frygter også at økonomien skal skride, men det afviser Klaus Anker Hansen.

- Fagpersonerne i bedømmelsesudvalget, mener godt byggeriet kan gennemføres for de 43 millioner kroner og dem stoler jeg på, siger Klaus Anker Hansen til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland