Borgmester vil have 500 tilflyttere om året

Borgmesteren i Mariagerfjord Kommune vil vende en skidt udvikling. Han håber på massiv tilflytning de kommende år.

Siden 2009 er der blevet 194 færre borgere i Mariagerfjord Kommune.

Men den tendens skal have en ende, hvis det står til den nyvalgte borgmester Mogens Jespersen (V).

- Jeg vil gerne, at vi får 500 tilflyttere om året hvert år. det bliver svært, men man skal også have et mål, der er så højt, at der er noget at gå efter, siger han.

Mogens Jespersen er godt klar over, at statistikkerne og prognoserne på ingen måde tyder på, at han når sit mål. Men han holder alligevel fast.

- Det skal selvfølgelig være realistisk, og det håber jeg, det er.

TV2/Nord har været på gaden i Hobro for at høre de unge, om de kan overtales til at bosætte sig i hjemkommunen, når de har fået deres eksamensbevis.

Christoffer Jakobsen, som går i 8. klasse, er en af dem, der bliver svære at overbevise. Han vil til Aarhus og være mekaniker.

- Hobro er et lidt kedeligt sted. Der sker ikke noget, og der er ikke så mange mennesker, mener han.

Men det er ikke alle unge, der pure afviser at vende hjem igen. Maja Thalund Nielsen læser til lærer i Aarhus og vil hellere end gerne hjem.

- Jeg er ikke den der storbypige, så jeg kunne godt finde på at flytte tilbage. Jeg vil gerne være efterskolelærer, så en efterskole heroppe ville være rigtig, rigtig fint. det kunne jeg godt tænke mig, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland