Borgmesteren med til at åbne ny burgerbar

Grillen Burgerbar åbnede i dag sine døre til en kø af flere hundrede mennesker – en af dem var selveste borgmesteren.

Hvert år får Aalborgs borgmester lige omkring 2.500 invitationer til alverdens arrangementer. I gennemsnit er det knap syv invitationer hver eneste dag - og langt de fleste takker han pænt nej til, fordi han ikke kan nå det. Men da en ny burgerrestaurant i dag kom til byen, var borgmesteren klar med kniv og gaffel - og så selvfølgelig med saksen til at klippe snoren.

- Dem der kender mig personligt og privat, de ved, at jeg er en hund efter burger. Og nogen gange, skal der også bare være tid til de små ting, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Burgerne er gratis, og det hele er til for at markere, at den nye burgerrestaurant Grillen Burgerbar, er kommet til Aalborg. Og de gratis burger tiltrækker ikke kun borgmesteren, flere hundrede var mødt op for at få sig en gratis bid burger. I køen var der flere, der blev overraskede over, at se borgmesteren til en burgerbars åbning.

- Det er jo en god måde, at komme ud og møde vælgerne på. Og der er jo snart kommunalvalg, så det er jo et godt startskud at være med til at åbne en burgerbar, siger X

Men den er borgmesteren ikke helt med på. At åbne en burgerbar er ikke meget anderledes end alle mulige andre ting.

- Jeg tager ud til så meget, som jeg kan. Grænsen for hvilke arrangementer, som jeg deltager i, det er jo om det er noget, jeg mener betyder noget, eller noget, der er med til at tilføre noget nyt, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Og da snoren er klippet af borgmestersaksen, begynder de gratis burgere at blive serveret. Og borgmesteren er klar med sin dom.

- Sagt på nordjysk, så er denne her ikke direkte dårlig, siger borgmesteren.  


Seneste nyt

fra Nordjylland