TV2 Nord

Borgmesterjubel over PostNord Danmark Rundt

Det skaber glæde i Aalborg, at cykelløbet PostNord Danmark Rundt både har start og mål på første etape i den nordjyske hovedstad. Foto: Bruno Stagsted

Aalborg Kommunes borgmester har svært ved at få armene ned ved udsigten til, at den 28. udgave af PostNord Danmark Rundt næste år skydes i gang i Nordjylland.

Det bliver i hjertet af Aalborg, startskuddet næste år vil lyde til cykelløbet PostNord Danmark Rundt. Men ikke nok med det. Etapen får både start og mål i Aalborg.

- Jeg er bare et stort, bredt borgmestersmil.

Sådan siger Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S) om udsigten til, at cykelløbet for første gang siden 2007 kommer til Aalborg.

Løbets i alt fem etaper bliver traditionen tro fordelt over det meste af landet. Men første etape i det nordjyske bliver den længste – på i alt 216,6 km.

-Det lå lige til højrebenet at lave den her etape; først op i fladt terræn omkring Løkken, ned til Blokhus gennem sommerhusområderne og videre til små veje omkring Nibe, fortæller løbsdirektør Jesper Worre om den nordjyske etape.

Den lange etape fik da også hurtigt rytternes opmærksomhed.

-Hvis der står en hård vind ude langs kysten, så kan det blive rigtig hårdt, rigtig hurtigt. Og så kan det blive en lang dag på kontoret, siger rytteren Kasper Asgreen fra det danske kontinentalhold, Team Virtu Cycling.

Med til historien om løbets første etape næste år hører også, at den slutter på en rundstrækning i Aalborg, hvor den (lokalkendte) aalborgensiske borgmester spår, at rytterne kommer på temmelig hårdt arbejde.

-Man skal jo ikke undervurdere Skovbakkevej, som jo virkelig er en hård stigning – og den skal de op over flere gange. Så der forudser jeg i hvert fald drama, siger Thomas Kastrup-Larsen.

I alt 14 hold er indtil videre en del af feltet, der stiller til start den 1. august næste år i Aalborg. Løbet kommer til at bestå af fem etaper, inklusiv en enkeltstartsetape, og den samlede rute er i alt 785 km lang.

Herunder kan du se, hvor der skal cykles, når det går løs med PostNord Danmark Rundt til august.

  Foto: PostNord Danmark Rundt

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord