Borgmestre debatterer klimaforandringer: - Hvor fanden skal pengene komme fra?

Når klimaforandringerne rammer kysterne, hænger regningen på kommunerne. - Forfærdeligt, at vi skal tage os af det, lyder det fra Hjørring-borgmester Arne Boelt.

Når vejret for alvor rører på sig med storme og store mængder regn, kan borgmestrene i kystkommunerne nærmest se pengene vælte ud af kommunekassen. Det har de især kunnet mærke i Hjørring Kommune, hvor kystbeskyttelse har været et hot emne de seneste år.

I juni 2017 blev det besluttet, at kommunerne selv skal behandle sager om kystbeskyttelse, ligesom det også skal være nemmere for grundejere at få lov til at beskytte deres huse. Der mangler bare lige én ting - penge til at realisere det.

- Kystkommunerne har det i forvejen svært. Det er ikke det nationale, der tager hånd om de kæmpe opgaver. Det er helt sygt, siger Arne Boelt, der er socialdemokratisk borgmester i Hjørring Kommune.

Foreslår at fordoble indsatsen

Mandag er der borgmestertopmøde i Hjørring Kommune om klimaforandringerne. Mødet er arrangeret af Forum for Samfundets Beredskab. Arne Boelt håber, at mødet kan vække Christiansborg-politikernes opmærksomhed.

Det er langt fra første gang, Hjørring Kommune forsøger at få Folketinget til at rette blikket mod Nordjylland. I forbindelse med kystsikring har byrådet i Hjørring Kommune foreslået i model, hvor man støtter grundejere, der vil kystsikre. Forslaget går ud på, at for hver krone, grundejerne bruger på kystsikring med sandfordring, supplerer kommunen med en ekstra krone. På den måde fordobles indsatsen. Håbet er, at staten vil være med til at finansiere forslaget.

 
 
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord

Arne Boelt har dog ikke store forventninger om, at staten vil hjælpe de trængte kommuner.

- Det foregår i områder, som politikerne har afskrevet. Det er sørgeligt. Politikerne bliver nødt til at tage det alvorligt, siger Hjørring-borgmesteren.

- Der breder sig en håbløshed i kommunerne

Dagens borgmestertopmøde skal fungere som et opråb. For nok er nok – og det skal en fælles borgmestererklæring gøre opmærksom på. Målet er, at staten skal hjælpe kommunerne økonomisk med at håndtere klimaforandringerne.

- Der breder sig en håbløshed i kommunerne. Hvor fanden skal pengene komme fra? For vores vedkommende drejer det sig måske om, at vi skal finde 15 millioner kroner. I gamle dage havde staten hjulpet med at finde dem. Det her er så store opgaver, at staten bliver nødt til at forholde sig til dem, siger Arne Boelt.


Seneste nyt

fra Nordjylland