Borgmestre ønsker mere ligelig fordeling af penge

Fem nordjyske politikere var i dag taget til Christiansborg for at gøre opmærksom på en presset økonomi.

Borgmestre fra fem af de nordjyske kommuner var i dag på Christiansborg for at råbe politikerne op. De kan simpelthen ikke få budgetterne til at hænge sammen, hvis fordelingen af penge mellem landets kommuner ikke bliver mere rimelig.

Borgmesterene fra Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø og Brønderslev kommuner tog i samlet flok til Christiansborg for at mødes med Social- og Indenrigsudvalget. Borgmestrene vil have flere midler til Nordjylland, næste gang pengene skal fordeles imellem landets kommuner. Det er primært på grund af befolkningsgrundlaget i yderkommunerne, at borgmestrene mener, der skal en anden fordeling til.

-Vi kan sådan sidde, og finde nogle enkle punkter, hvor vi mangler 30-40 millioner kroner i vores kommune, og det er jo mange penge for os. Problemet er jo, at det bliver værre og værre, hvis ikke vi tager tyrene ved hornene og regulerer lidt på det, så fordelingen bliver rigtig i forhold til sammensætningen af befolkningen, siger Mikael Klitgaard, borgmester fra Venstre i Brønderslev kommune

- Ideen med udligningen er, at alle kommuner har nogenlunde ens økonomisk udgangspunkt, når de skal finansiere de opgaver, de skal løse, siger medlem af social og indenrigsudvalget Marianne Jelved fra Radikale Venstre, der går ind for en mere lige fordeling mellem land og by.

Udligningsreformen kommer i 2018. 

Flere nyheder fra TV2 Nord