Borgmestre ser vidt forskelligt på hvor meget der skal investeres i kultur

Nogle nordjyske kommuner bruger næsten dobbelt så mange penge på kultur end dem, der bruger mindst. Nødvendigt, mener nogle. Der er andet, der er vigtigere, mener andre

SÅ MEGET BRUGER DE NORDJYSKE KOMMUNER PÅ KULTUR PER INDBYGGER:

  1. Aalborg - 1.186 kroner
  2. Læsø - 1.162
  3. Hjørring - 1.089 kroner
  4. Morsø - 1.088 kroner
  5. Frederikshavn - 1.062 kroner
  6. Thisted - 919 kroner
  7. Mariagerfjord - 915 kroner
  8. Vesthimmerlands - 775 kroner
  9. Rebild - 717 kroner
  10. Brønderslev - 672 kroner
  11. Jammerbugt - 606 kroner

I Jammerbugt Kommune bruger man bare 606 kroner på kultur per indbygger, mens man i Aalborg Kommune bruger næsten dobbelt så meget. 

Det viser tal fra Danmarks Statistik i en opgørelse, som TV2 har lavet. Hos topscoreren på landsbasis, Helsingør Kommune, mener borgmesteren, at investeringer i kultur er 'god business', der er med til at trække nye indbyggere til kommunen.

I Region Nordjylland er holdningen til investeringer i kultur meget forskellige. De respektive borgmestre, der bruger flest penge, finder det nødvendigt, mens dem, der bruger færrest penge på kommunebudgettet, hellere vil bruge penge på noget andet - også selvom de havde flere. 

Det viser en rundringning i dag, som TV2 Nord har lavet. 

Birgit S. Hansen: - Vi er andet end trailere og træsko

Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune
Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune
Foto: Christian Henriksen

I Frederikshavn Kommune bruger man hvert år 1.062 kroner på kultur per indbygger, og det placerer kommunen midt i det nordjyske felt, og det beløb er ikke for stort, mener borgmester Birgit S. Hansen (S).

- Vi skaber en stor omsætning i kommunen ved at tiltrække mange gæster til vores museer og arrangementer, og en kommune skal mere end bare at lave skoler, passe de ældre og sørge for, at der er asfalt på vejene. Vi skal byde på mere, siger hun.

- Det er vigtigt for vores borgere, at der er noget at give sig til i fritiden, ellers vil ingen bo her. Vi skal også vise overfor omverdenen, at vi laver andet end at gå i træsko og køre med trailere, griner Birgit S. Hansen. 

- Proportionerne skal selvfølgelig være i orden, og vi kigger da også på pengene, der går til kulturen, hver gang vi skal spare, men det kan også blive for sølle uden kultur - for så er der ingen, der gider at besøge os eller flytte hertil. 

Den holdning bakkes op af hendes partifælle og kollega i Hjørring, der mener, at store investeringer i kultur er nødvendige for, at kommunen hænger sammen. 

Arne Boelt: - Uden kultur så ville jeg også flytte

Arne Boelt, borgmester Hjørring Kommune
Arne Boelt, borgmester Hjørring Kommune
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord

Hjørring Kommune er den næststørste i regionen målt på indbyggertal. Her bruger mand tredjeflest penge per indbygger på kultur i nordjysk sammenhæng, og fire store kulturinstitutioner tager et stort indhug i kommunens kulturpulje. Men det er ifølge borgmester Arne Boelt helt i orden. 

- Vi har nogle kulturelle forpligtelser til Nordsø Oceanarium, Vendsyssel Historiske Museum, Kunstmuseet og nu også Vendsyssel, som vi er stolte af. Og et stort flertal i byrådet bakker op om, at vi skal bruge penge på kultur, siger han. 

- For det hele hænger sammen. Uden kultur kunne vi for eksempel ikke tiltrække overlæger til sygehuset, uden dem var ingen arbejde til sygeplejerske, og så skulle vores borgere til Aalborg, hver gang de fejlede noget. Det bider sig selv i halen, hvis der ikke sker noget i en by - så bliver det bare et hul. Så er der ingenting at leve for, og så ville jeg også flytte fra byen, hvis det var tilfældet. Jo mere, de unge kan zappe rundt i de kulturelle tilbud, jo bedre, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at tiltrække folk udefra - enten til at bo her eller til at arbejde her. 

Den holdning bliver ikke bakket op i nabokommunerne lidt sydpå, som er de to kommuner i Nordjylland, der bruger færrest penge på kultur. 

Mogens Gade: - Havde vi flere penge, brugte vi dem på noget andet

Mogens Gade, borgmester Jammerbugt Kommune
Mogens Gade, borgmester Jammerbugt Kommune
Foto: TV2/Nord

I Jammerbugt Kommune bruger man kun 606 kroner per indbygger på kultur - altså omtrent halvdelen af beløbet, man bruger i Aalborg, Læsø, Hjørring, Morsø og Frederikshavn. 

Og det er helt bevidst, siger borgmester Mogens Gade (V):

- Det er en politisk prioritering af de nære serviceområder, de ældre, folkeskolerne og børnepasning, der står højere på listen end kulturen. Vi sidder stramt i det, men selvom vi havde flere penge til rådighed, brugte vi dem nok på noget andet. 

- Vi ligger jo op til Aalborg Kommune, som præsenterer meget kultur på eliteniveau - vi er nok mere down to earth. Det handler om snusfornuft. 

I Brønderslev siger borgmester Michael Klitgaard (V), at det er svært at bruge flere penge på kultur, når kommunen i forvejen har et af landets højeste skattetryk. 

Michael Klitgaard: - Der er mange andre opgaver, der skal løses først

Michael Klitgaard, borgmester Brønderslev Kommune
Michael Klitgaard, borgmester Brønderslev Kommune
Foto: TV2/Nord

Brønderslev Kommune bruger 672 kroner per indbygger om året på kultur, og det tal står ikke til at ændre sig lige foreløbigt, spår borgmesteren. 

- Der er mange andre opgaver, der skal løses først. Vi har en høj skatteprocent og mange udgifter til sociale omkostninger og generelt lave indkomster. De opgaver skal løses, inden vi begynder at bruge mere på kultur, siger Michael Kllitgaard (V). 

- På sigt vil vi da gerne bruge flere penge på kultur, for det er rigtigt nok, at det kan være med til at trække nye borgere til. Men hommunen har rigtigt mange udgifter til anbringelser og førtidspensionister, og det er altså skal-opgaver, der er vigtigere.

Helsingør er den kommune i landet, der bruger flest penge på kultur per indbygger - 1.603 kroner - mens man i Hedensted Kommune kun bruger 496 kroner per indbygger. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland