Borgmestre vender tomlen ned

Mens aktivisterne i Dybvad jubler, lufter borgmestrene i Hjørring og Aalborg Kommune deres harme over processen og siger nej til skifergasboringer i deres baghave.

Stemningen blandt aktivisterne ved skifergasboringen er euforisk i dag, og der fejres på livet løs, at Total indstiller boringen og trækker borehovedet til sig.

Den beslutning bliver i dag fejret af de ihærdige aktivister, som har sunget ved hegnet ud for borepladsen gennem godt et år. Så de danser, fejrer og har tomlen opad.

- Vi er bare så jublende lykkelige, at vi ikke kan andet end at synge. Vi har ikke nogle planer for i dag, vi skal bare feste, lyder det fra en glad Benny Sørensen, som dog ikke tror på, at faren helt er drevet over.

- Så længe vi har den energiminister og regering, som vi har, er der da god grund til at være bekymret, siger Benny Sørensen i en pause i jubelsangene.

Den skepsis deler borgmester i Hjørring, Arne Boelt, og borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup Larsen.

For selvom der ikke er fundet skifergas i undergrunden ved Dybvad, har Total stadig tilladelse til at udforske andre områder af Vendsyssel og Himmerland. Tilladelsen gælder 10 måneder endnu, og Total har endnu ikke luftet tanker om, hvorvidt de kan finde på at bore andre steder.

- Min holdning er klar. Vi vil ikke have skifergasboringer i Aalborg Kommune. Reelt har vi ikke den store indflydelse på beslutningerne. Så jeg vil lægge pres på landspolitikerne, for jeg mener, vi skal høres og have mulighed for at kunne afvise lokalt, mener Kastrup Larsen, der bakkes op af sin kollega fra Hjørring.

- Det bliver ikke i Hjørring Kommune, at Total skal stikke snablen i undergrunden, hvis vi kan gøre noget for det, slår borgmester Arne Boelt fast.

- Jeg har det skidt med, at Total har en tilladelse til at bore i Hjørring Kommune. Vores borgere skal have en mulighed for at blive orienteret og være med til at diskutere eventuelle boringer, siger Arne Boelt, der lægger skylden på Christiansborg.

- Det er en svinestreg ud over alle grænser. De er de forbandede spindoktorer, som er kommet med i dansk politik, der lægger slør over beslutningerne, så borgerne ikke kan opdage, hvad der foregår. Det er en uskik, og det skal man holde op med. , siger en harm Arne Boelt.

Han opfordrer nu de nordjyske kommuner til at danne fælles front.

- Vi skal tage os sammen og stå sammen om det her og få demokratiet genindført i Danmark i den her sag. Borgerne har ret til at blive hørt. Den her sag er under lavmålet for det danske Folketing. Vi vil orienteres og ikke finde os i, at der er spin og skidt og lort i forhold til, at vi skal narres, fortsætter en vred Arne Boelt.

Total har tilladelse til at bore i den nordjyske undergrund frem til juni 2016.


Seneste nyt

fra Nordjylland