Børn får genbrugs-julegaver

Trængende familiers børn i Jammerbugt Kommune kan nu også begynde at glæde sig til jul.

For tredie år i træk har en række private indsamlet brugt legetøj. Med flere end 1.000 pakker har opbakningen til den private indsamling aldrig været større end i år. Indsamlingen er til glæde for alle børn i Jammerbugt Kommune, hvis forældre ikke har for mange penge at rutte med midt i julegaveræset.

- Når de fleste af os juler igennem i vild overflod, så er der altså mange børn, som automatisk skruer forventningerne ned, fordi deres forældre ikke har noget at holde jul for, siger initiativtager Aysel Jørgensen.

Aysel Jørgensen er familierådgiver i Jammerbugt Kommune, og for tre år siden fik hun sin mor med på idéen om indsamling af brugt legetøj.

- Min datter kommer tit med nogle skøre idéer, og så er det bare med at følge med, siger mor, Henny Gümüs.

For tre år siden var der 100 pakker, sidste år 200, og i år mindst 300 pakker at dele ud. Med mange gaver i hver.

- At sige der ikke findes fattige børn i Jammerbugt eller resten af Danmark, er at snyde os selv, siger Aysel Jørgensen.

Der er ikke nogen kriterier, der skal opfyldes for at få fat i en af de mange fine julepakker. Ingen familier bliver afvist.

- Når vi bliver færdig med at aflevere pakkerne, så ved vi på forhånd, at vi også får en god jul. For vi har gjort hvad vi nu kunne for at hjælpe, siger Henny Gümüs.

De mange gaver bliver uddelt torsdag fra kl. 14 - 20 på Moseby Skole.

De julegaver, der ikke bliver afhentet, får børnene i det lokale asylcenter.


Seneste nyt

fra Nordjylland