Børn skal passes af børn

Børn ned til 14 år skal arbejde i Aalborgs børnehaver

Børn er gode til at passe børn. Og specielt drenge er eftertragtede som legeonkler i børnehaver. Det er filosofien bag en ny uddannelse af 14-16-årige i Aalborg Kommune.

Det er tanken, at de unge skal virke som en slags juniorpædagoger i børnehaver. 72 børn meldte sig, men der var kun plads til 20 på det første kursus, der begyndte i sidste måned.

De unge skoles i pædagogik, psykologi, leg og bevægelse samt førstehjælp. Og dertil kommer en praktikperiode, der skal ruste de unge til fritidsarbejde som legeonkler og -tanter i børnehaver. Det fortæller P4 Nordjylland.

- Vi hjælper derved de unge til et interessant fritidsjob, og samtidig kan vi være med til at skabe interesse for pædagogfaget hos specielt drenge, siger ungdomsskoleinspektør Ole Schöler.

Fritidsarbejdet vil blive lønnet med penge, som er fundet i fælleskab af Aalborg kommunes socialforvaltning og ungdomsskole.


Seneste nyt

fra Nordjylland