Børn skal tidligere i børnehave

Hjørring Kommune vil sende børn i børnehave endnu tidligere. Men det er børnene slet ikke parate til, lyder det fra både pædagoger og deres forbund.

Hvis det står til et flertal i byrådet i Hjørring, så skal der flere børn med ble i bukserne og sut i munden ind i kommunens børnehaver. Byrådet har nemlig besluttet, at børn helt ned til to år og syv måneder kan få en plads.

Tidligere skulle børn være fyldt tre år, inden de kunne begynde i børnehave. Senere blev det lavet om til to år og ti måneder. Men nu går Hjørring Kommune som Nordjyllands eneste skridtet videre.

Kommunen begrunder sænkningen af børnehavealderen med, at dyre dagplejepladser står tomme. Ved at flytte flere børn i børnehave kan der skæres ned på antallet af dagplejere. Samtidig sparer kommunen penge på pasningen, fordi en dagplejeplads er dobbelt så dyr som en børnehaveplads.

Både pædagogerne og deres forbund BUPL er bekymrede over at få flere af de mindste børn ind i institutionerne.

De mener, at der så skal bruges mere tid på basale plejeopgaver end på den udviklende pædagogik, som er institutionernes forpligtelse. Samtidig er de bekymrede for, om pædagogerne kan holde til det større arbejdspres. Og de får opbakning fra en evaluering fra Frederiksberg Kommune, som slår fast, at tidligere børnehavestart kun er en ulempe for både børn, pædagoger og forældre.

Se historien på TV 2/Nord i aften klokken 19.30 og hør hvad formanden for børne- og undervisningsudvalget i Hjørring Kommune Viggo Bilde siger til kritikken.


Seneste nyt

fra Nordjylland