Børnehaven i Thorshøj truet af lukning

Lukningen truer, efter at flertallets budgetforslag i Frederikshavn Kommune er blevet fremlagt.

Lene Andersen er formand for Thorshøj Børnehus. Hun studerer budgetforliget fra Frederikshavn kommune, som indeholder en ubehagelig overraskelse. Gemt bag den kryptiske formulering "Opsigelsen af aftale med puljeinstitutioner" ligger reelt en dødsdom af børnehavne i Thorshøj.

- Det betyder at vi må slukke lyset på et tidspunkt. Vi kan ikke få det til at hænge sammen, siger Lene Andersen, Formand, Thorshøj Børnehus.

Thorshøj Børnehus er en såkaldt puljeinstitution som er oprettet på privat initiativ. Ved at opsige aftalen forventer Frederikshavn Kommune at de i årene 2013 til 15 kan spare knap 1,5 million kroner. Forslaget forarger socialdemokraterne som undrer sig over at specielt SF er med i forliget.

- Det klinger hult, når alle tre partier i forliget og specielt da SF, har pointeret at skolerne, de gamle og oplandet skulle holdes fri, siger Birgit Hansen, Byrådsmedlem, (Soc.dem.)

Udvalgsformand fra SF Paul Rode Andersen mener bare at hans parti tager ansvar.

- Alle ved at vi har en svær økonomisk situation. Vi har taget ansvar for at løse det, siger Paul Rode Andersen, (SF), Formand, Børne- og Ungdomsudvalget, Frederikshavn kommune.

Bliver budgetforslaget vedtaget vil de i Thorshøj forsøge at forsætte som en privat institution, for byen kan ikke leve uden børnehave.

- Det her er vores samlingspunkt. Vi skal vise at der stadig er liv i de små landsbysamfund, siger Formand, Thorshøj Børnehus.


Seneste nyt

fra Nordjylland