Børneklub lægger ud med jul

Nordjyllands Historiske Museum skyder d. 2. december en helt ny børneklub for børn og unge i alderen 8-14 i gang

Museets nye børneklub får navnet "Hugin og Munin" efter Odins to ravne, henvender sig til alle nysgerrige og aktive børn, der har lyst til at lære om historien gennem leg, fordybelse og sanser.

Første arrangement er en julestue, hvor børnene under temaet "Jeg glæder mig i denne tid..." skal prøve kræfter med julehygge, -skikke, -mad og -gaver i en tid uden PC, playstation og plastiklegetøj, men hvor et nyt gebis der imod ofte var det højeste ønske!

Fra januar 2008 vil børneklubben "Hugin og Munin" være fuldt etableret, og vil årligt arrangere 4-5 VIP-arrangementer kun for klubbens medlemmer.

Arrangementerne vil spænde vidt, men ofte bliver der tale om ting, som museets gæster ellers ikke får lejlighed til at se eller prøve - f.eks. at komme med ud til en udgravning, lave udstilling med egne "fund", eller se konservatoren arbejde og selv prøve at gøre ham kunsten efter.


Seneste nyt

fra Nordjylland