Børns Vilkår undrer sig over ny sexmisbrugs-sag i Nordjylland

Direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, ser frem til at få afdækket Frederikshavns Kommunes rolle i ny sexmisbrugs-sag. Foto: TV2 Nord

Forud for endnu en uhyggelig misbrugssag, der starter ved Retten i Hjørring på mandag, undrer Børns Vilkår sig. Hvordan kunne det ske, at en stedfar og en mor fra Skagen i månedsvis arrangerede seksuelt misbrug af en ni-årig datter, tilsyneladende uden nogen greb ind, spørger Børns Vilkår.

Adskillige gange har flere mænd tvunget en ni-årig pige til samleje og oralsex, alt imens pigens mor og stedfar så på i deres hjem i Skagen. Uhyrlige overgreb, der stod på helt fra januar til oktober sidste år, står der i anklageskriftet.

. Der er tale om forhold, der har stået på i nogen tid, og derfor kan det godt undre mig, at der ikke er er nogen, der har grebet ind, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, til TV2 NORD.

Først lød anklagen mod parret på, at pigen mindst tre gange i 2014 er blevet voldtaget af sin stedfar, mens pigens mor forholdt sig passiv. Men nu er anklagen blevet udvidet til, at parret også har ladet andre mænd få seksuel adgang til pigen, der efterfølgende fik penge af sin mor.

Det store spørgsmål er om Frederikshavn Kommune har handlet som man skulle, når sexmisbruget kunne stå på i månedsvis. Indtil videre er kommunen helt lukket.

Den konstituerede formand for Børne- og Ungeudvalget i Frederikshavn Kommune, Pia Karlsen (Venstre) henviser blot til direktøren i Børne- og Ungeforvaltningen, Heidi Becker-Rasmussen, der ikke har reageret på TV2 Nord?s henvendelser.

- Jeg ser frem til hvordan kommunen rent faktisk har handlet i den her sag. Om man gjort det man skal for at få misbruget stoppet hurtigst muligt, siger Rasmus Kjeldahl.

Af den ny udvidede anklage fremgår det også, at én mand havde samleje med moren, mens en anden voldtog datteren. Herefter bad moderen om, at mændene byttede plads og fortsatte. Inden retssagen står det altså hen i det uvisse, hvordan og hvornår overgrebene blev opdaget.

Anklager ved Nordjyllands Politi, Karina Skou, har i dag ikke villet oplyse om det fx var skolen, der opdagede, at noget var helt galt. Og kommunen så derefter er blevet underrettet. Det vil anklageren først sige noget om, når mandagens retsmøde begynder.

- Der er helt klare paralleller til andre sager de seneste år. Det er uhyggeligt, at det ser ud som om, at historien gentager sig gang på gang, siger direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Ifølge anklageskriftet er en anden datter af den tiltalte mor også blevet seksuelt misbrugt. Fra 2000 til 2002. Dengang boede familien ikke i Nordjylland.

Stedfaderen og moderen nægter sig begge skyldige i alle forhold.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord