Børsen alene i Nordjylland

Foto: Lone Vad Dam

Som vi fortalte i nyhederne i går kritiserer en række af de nordjyske kulturinstitutioner de landsdækkende mediers dækning af Nordjylland. Kritikken bliver nu bakket op af dagbladet Børsen.

Et lille kontor på Vesterbro i Aalborg. Malene Severinsen er Børsens egnsredaktør i Nordjylland - en region hun blandt de landsdækkende dagblade har for sig selv.

- Det undrer mig virkeligt at det kun er Børsen, der er heroppe. Men så er der jo bare mere til mig, siger Malene Severinsen mens hun griner.

Det er mange år siden Ekstra Bladet, BT, Politiken, Jyllands Posten og Berlingske Tidens lukkede deres redaktioner i Nordjylland. Men Børsen er her altså endnu. Avisen har også redaktioner i Esbjerg, Aabenraa, Odense, Århus og Herning.

- For Børsen er det et konkurrenceparameter, at vi er tilstede landsdækkende. Også fysisk med en redaktion. De medier, der ikke har en redaktion heroppe går glip af en masse historier, men jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor de prioriterer som de gør, siger Malene Severinsen.

På Politiken, der for længst har lukket sin redaktion i Aalborg, erkender indlandschefen blankt, at den landsdækkende avis ikke er så landsdækkende endda.

- Vi dækker ikke Nordjylland ret godt ud sådan ud fra ideen om at være en landsdækkende avis. Det er et valg vi har truffet, som handler om ressourcer. Derfor dækker vi Nordjylland så forholdsvis lidt som vi gør, siger Bo Søndergaard, der er Indlandsredaktør på Politiken. 

Et kik på oplagstallene viser Børsens gennem de seneste 7 år er gået frem, men de andre landsdækkende aviser er gået tilbage.

- Vores regnestykke siger at en fuldtidsmedarbejder i Aalborg vil ikke kunne betale sig, selvom vi godt ved at det koster os nogle historie ind i mellem som vi ellers gerne ville have, siger Bo Søndergaard.

Børsens kontor i Aalborg er fyldt op med flyttekasser. Men avisen garanterer at den bliver. Den er bare ved at flytte til et bedre kontor i Aalborg.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord