Åbning af BoxTown: Vil gøre nordjyderne mere økologiske

Aalborg har fået et nyt madmarked med økologiske varer og retter på hylderne. - Vi skal ændre nordjydernes madvaner, siger manager.

BoxTown er navnet på et nyt madmarked, der blev åbnet i dag på hjørnet af Spritfabrikken i det centrale Aalborg. Meningen er at skubbe lidt til de nordjyske madvaner og få flere lokale råvarer ned i nordjydernes indkøbskurve.

- Der er et meget lille og snævert udvalg af økologi i de lokale madbutikker. Og det er vanvittigt, for vi har så mange landmænd lige omkring os. Og det er sindssygt, at der er så lidt fra gårdene, der bliver bragt ind til byen, siger Kathrine Skovsgaard, der er ny manager hos BoxTown. 

Katrhine Skovsgaard er manager i det nye madmarked. 
Katrhine Skovsgaard er manager i det nye madmarked. 
Foto: Ivan Hansen

De otte boder med mad og økologiske varer på dagsordenen bliver godt modtaget af Aalborg Kommunes borgmester. 

- Det er et fantastisk spændende projekt. Det er megafedt, at der er fokus på lokale råvarer, street food-koncepter - og at det hele skal være økologisk og bæredygtigt. Det er en super start på udviklingen af Spritfabrikken, siger Thomas Kastrup-Larsen, der klippede snoren, inden de første gæster blev lukket ind. 

 
 
Foto: Ivan Hansen

Foruden at servere mad og have økologiske varer på hylderne, skal BoxTown også gøre nordjyderne mere bevidste om at vælge de rette madvarer, når der skal købes ind. 

- Vi er nødt til at ændre vores forbrugsvaner, for de er med til at gøre folk syge. Det duer ikke, så vi er nødt til at gøre noget. Hernede skal folk gerne forstå mere om god madkultur, lave nogle ændringer og blive mere miljøbevidste og bæredygtige i deres hverdag, siger Kathrine Skovsgaard. 

BoxTown holder åbent alle dage fra ni til 21. 

 
 
Foto: Ivan Hansen
 
 
Foto: Ivan Hansen
Nordjyderne skal lære at blive mere bæredygtige og blive mere lokale

Seneste nyt

fra Nordjylland