Brændeovn satte ild til husmandssted ved Brønderslev

Et ægtepar fra Brønderslev måtte finde sig et andet sted at sove, efter deres hus brød i brand torsdag aften.

En brændeovn satte ild til træværket i et husmandssted ved en gård vest for Brønderslev torsdag aften. 

Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Torben Karstenskov. 

Branden startede omkring klokken 20 torsdag, hvor nogle flammer i brændeovnens udgangsrør satte ild til noget af træværket bag en skillevæg i huset.

Branden udviklede en masse røg, der fyldte huset, hvilket fik ægteparret til at ringe 112. 

- Vi måtte skille lidt af væggen ad og tage noget af loftet ned for at komme ind til ilden og slukke den, siger Torben Karstenskov. 

Branden gav en del sodskader på huset, men ilden nåede ikke at sprede sig til resten af bygningen.

Torben Karstenskov oplyser, at ægteparret efterfølgende måtte finde sig et andet sted at sove for natten på grund af sod- og vandskader. 

Skadesservice har efterfølgende besigtiget ejendommen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland