Brændte chancer kostede White Hawks hjemmebanefordelen

Foto: Thomas Gaardsmand

Frederikshavn White Hawks misbrugte en række store chancer i slutningen af søndagens hjemmekamp mod Esbjerg Energy og er nu bagud med 2-1 i semifinaleserien.

Frederikshavn White Hawks skulle søndag eftermiddag forsøge at rejse sig oven på fredagens 3-0-nederlag i Esbjerg. Det lykkedes dog ikke, for hjemme på egen is tabte nordjyderne med 3-2 til de forsvarende mestre og er nu bagud med 2-1 i kampe i semifinaleserien.

Mario Simionis tropper var tæt på at levere et stort comeback i slutningen af søndagens hjemmekamp, men høgenes offensiv vågnede først i de sidste fem minutter af opgøret, og det var akkurat for sent. White Hawks var ellers tæt på at komme igen efter at have været bagud med 3-0, men en række afbrændere i slutfasen blev dyre for nordjyderne.

Frederikshavn fandt ikke melodien i de første 55 minutter. Esbjerg virkede en tand skarpere end de nordjyske værter og var hurtige til at straffe White Hawks-spillernes fejl. I slutningen af første periode bragte Kodie Curran gæsterne foran, og tre minutter inde i anden periode blev ondt kun værre for hjemmeholdet.

De frederikshavnske spillere sløsede i opdækningen foran eget mål, og med en formidabel pasning bag om ryggen på sig selv fandt Jordan Knackstedt sin canadiske forward-kollega Brock Nixon, som bragte Esbjerg foran med 2-0. Seks minutter før tid var Knackstedt så selv i afslutterens rolle, da han nettede til 3-0.

White Hawks fik svaret igen ved Gorm Topholt små to minutter senere, og da Jens Henrik Tönjum reducerede endnu en gang bare 41 sekunder senere, levede håbet om et comeback for hjemmeholdet. Publikum bar White Hawks-spillerne frem i slutfasen, hvor værterne kom i overtal, da Esbjergs Jordan Knackstedt måtte en tur i straffeboksen.

Træner Mario Simioni pillede målmand Thomas Lillie ud til fordel for en ekstra markspiller, så høgene kunne spille seks mod fire i det sidste halvandet minut af opgøret. Frederikshavn pressede hårdt på, og det lugtede af en forløsende udligning, men værterne missede flere store chancer.

Slovenske Luka Vidmar var en af synderne i slutfasen, da han overplacerede sit forsøg, selvom han blev spillet helt fri tæt under mål. Udligningen udeblev og gæsterne kunne juble over sejren.

Esbjerg bragte sig dermed foran med 2-1 i semifinaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Vestjyderne har nu tilspillet sig hjemmebanefordelen i serien, hvor de lægger is til det næste opgør, som spilles tirsdag aften.

I kampen om den anden finaleplads i Metal Ligaen vandt Gentofte Stars søndag eftermiddag med 2-1 i Odense, og de fører nu med 3-0 i serien mod Bulldogs.

Har du et godt tip?