Brætspil skal lære elever sandsynlighedsregning

Hjørring Ny 10. klasse har tre lærerstuderende i praktik, der hjælper eleverne med at lære sandsynlighedsregning gennem brætspil.

Sandsynlighedsregning og kombinatorik kan føles svært for mange elever, der derfor aldrig får det lært i folkeskolen. De synes, tavleundervisningen er kedelig, og eleverne vil meget hellere bevæge sig.

Det har tre lærerstuderende fra UCN sat sig for at bruge til noget nyttigt i løbet af deres praktik på Hjørring Ny 10. klasse. De har den seneste uge hjulpet eleverne med at designe deres egne brætspil, der lærer spillerne om matematik. 

- Vi har rigtig mange elever, der lærer bedst ved at arbejde med hænderne og ikke bare sidde og lytte. De vil gerne lave noget praktisk i stedet, siger Maja Kold, lærerstuderende på UCN.

Eleverne i 10. klasse har arbejdet i grupper, der hver har designet deres eget brætspil. Torsdag skulle eleverne så teste hinandens brætspil for at finde ud af, om man kan lære noget fra dem. 

- Det har været rigtig hyggeligt. Vi ser det fra nogle andre perspektiver. Vi har lært matematik på alle mulige andre måder end normalt. I stedet for at få det ind via bøgerne får vi det ind via et spil, og det er meget sjovt, siger Cecilie Melissa Alson Al-Gezinki, elev på Hjørring Ny 10. 

Læring gennem leg

Mange af eleverne synes, tavleundervisning er kedeligt, og derfor er det rart for dem, at der sker noget andet, end at de bare sidder og lytter. 

- Jeg har fået rigtig meget ud af det, og jeg tror, der er mange, der har lært noget siger Cecilie Melissa Alson Al-Gezinki. 

De tre lærerstuderende fra UCN mener, at brætspillene skaber mere interesse for matematik, fordi de nu kan se, at brætspil handler meget om sandsynlighed. 

- De kan se en mening med det, de lærer i matematik nu. Vi har også benyttet lejligheden til at snakke med dem om oddsing og de konsekvenser, det kan have, siger Maja Kold. 

Elever i 10. klasse har brug for noget nyt

Det er ikke første gang, at Hjørring Ny 10. har benyttet sig af brætspil til at lære eleverne om matematik, men det er første gang i lang tid. 

- Det har været rigtig spændende. De lærerstuderende er kommet med en masse nye idéer og andre tilgange til matematikken, siger Mette Ploug, lærer på Hjørring Ny 10. 

- De har lært mig, at man ikke skal være så bange for at slippe tøjlerne, og at eleverne nok skal lære det, de skal, selv om de ikke sidder på deres numse og løser opgaver. De har fået rigtig meget ud af det her, siger Mette Ploug. 

Lærerinden mener, at nytænkning af undervisning er særligt vigtigt i 10. klasse. 

- Når man kommer i 10. klasse, har man gået i skole i 10 år. Der har man siddet rigtig meget ned. Hvis de ville i gang med en uddannelse, så var de jo gået videre. Man går i 10. klasse, fordi man trænger til noget andet, siger Mette Ploug. 

Fredag skal eleverne teste deres brætspil hos eleverne fra mellemtrinnet på skolen. 

Matematik er ikke ret mange skolebørns yndlingsfag i skolen, men det vil tre lærerstuderende fra Hjørring ændre på.

Seneste nyt

fra Nordjylland