Brancheforening: Private bosteder presset ulovligt ned i pris af kommunerne

Det tidligere bosted Solhaven har en erstatningssag i gang mod Vesthimmerland Kommune. Men det hårde prispres fra kommunen er ikke et enestående tilfælde.

Efter det private bosted Solhaven gik konkurs, har de tidligere ejere anklaget Vesthimmerlands Kommune for ulovligt at tvinge bostedet til at sænke sine priser. I følge de private bostederes brancheorganisation, LOS, er det dog ikke så sjældent et fænomen, som man måske skulle tro. 

I november afholdt LOS et møde i Aalborg. Her var netop kommunernes pres et af punkterne på dagsordenen. 

quote Vi har desværre set nogle alvorlige brud på forvaltningslovens regler, hvor man sætter skøn under regel.

Michael Graatang, direktør i LOS

- Det er tiltagende i øjeblikket. Nu har vi haft det på programmet her i Nordjylland, og det viser sig, at det også sker her i Nordjylland, fortæller Michael Graatang, der er direktør i LOS. 

Det er måden, kommunerne vil have prissænkninger på, der er problemet. For man kan ikke bede om en generel prissænkning fra et bosted. Det skal behandles individuelt. 

-  Vi har desværre set nogle alvorlige brud på forvaltningslovens regler, hvor man sætter skøn under regel. Det betyder, at man skal skønne i hver enkelt sag, hver enkelt barn, hver enkelt udsat. Hvis der skal laves noget om, skal man gå ind og lave et konkret skøn. Man kan altså ikke bare sige, vi vil have det 15 procent billigere, fortæller Michael Graatang. 

En af de kommuner, hvor LOS kender til problematikken, er Jammerbugt Kommune. Men den nu genvalgte borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V), kan ikke genkende de ting, TV2 Nord forelægger ham, og han frygter ikke, at erstatningssagen fra Vesthimmerland kan få konsekvenser i Jammerbugt Kommune. 

- Jeg synes, det er noget af en påstand. Jeg må jo opfordre LOS og måske de insitutioner, som Jammerbugt Kommune benytter sig af, til en dialog. Det var det, vi havde i de gode gamle dage, før man lavede Social Tilsyn Nord. Der havde vi en god dialog kommunen og leverandørene i mellem, og det synes jeg også, man skal leve op til i fremtiden, fortæller Mogens Gade. 

Bosteder frygter konsekvenserne

Ifølge Michael Graatang fra LOS frygter bostederne faktisk dialogen med kommunen. Ifølge ham har de bosteder, der tidligere har taget problerme op, mærket store konsekvenser. Det kan for eksempel være, at kommunen stopper med at benytte et bosted. Og så går det udover forretningen. 

- Kommunen hører ikke noget til det, fordi kommunen er en stor spiller, og kommunerne kommer med alle kunderne til de her bosteder. Så de er meget forsigtige. De er simpelthen bange for, at kommunerne holder op med at bruge de her bosteder, fortæller Michael Graatang.

Det er ikke lykkedes TV2 Nord at få et bosted til at stille op. Flere bekræfter dog problematikken overfor TV2 Nord. 

Igen er Mogens Gade uforstående for kritikken. 

- Jeg synes, det lyder mærkeligt. Vi har tradition for et rigtig godt samarbejde med vores institutioner i Jammerbugt Kommune, så det lyder meget fremmed for mig, fortæller Mogens Gade. 

Du kan se hele interviewet med Mogens Gade herunder: 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland