Brancheorganisation forsvarer Frank Nørager & Co.

Chauffører fra den nordjyske virksomhed er frakendt kørekortet og har modtaget bøder på op mod 16.000 kroner, men nu vil brancheorganisationen for den danske vejgodstransport (ITD) komme vognmandsfirmaet til undsætning.

I alt fire chauffører fra Frank Nørager & Co. har modtaget domme i Hjørring Byret. I forbindelse med færgeoverfarter har chaufførerne overtrådt køre- og hviletidsbestemmelserne med op til seks minutter, og de forseelser har retten nu takseret til bøder og frakendelse af kørekort.

- Jeg synes, de domme er dybt urimelige. Efter vores opfattelse er der tale om overtrædelser i bagatelklassen, siger kommunikationschef i ITD, Nikolaj Stig Nielsen.

Han henviser til, at ingen af chaufførerne bevidst har handlet i strid med loven, men at de på grund af køer på færger og ved tilbageholdelser i tolden ikke haft mulighed for at overholde loven til punkt og prikke.

Frank Nørager og Co. har anket afgørelserne i byretten og vil nu have sagerne prøvet ved Vestre Landsret, og det bliver med hjælp fra ITD.

- Vi har lige nu 10 lignende sager, hvor vi heller ikke mener, at sanktionerne står mål med forseelserne, så derfor vil vi bistå Frank Nørager & Co. i landsretten, siger Nikolaj Stig Nielsen, der desuden ikke vil afvise, at ITD vil tage sagen hele vejen ned til EU-domstolen, hvis det bliver nødvendigt.

I Ungarn, hvor køre- og hviletidsbestemmelserne også håndhæves med fast hånd, har der netop været en sag, hvor EU-domstolen fastslog, at en rigid tolkning af reglerne ikke er meningen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland