Brand i Hou: Sommerhus antændt af gnister fra rørarbejde

Et sommerhus i Hou er brudt i brand af gnister fra et rørarbejde tæt ved. Brandvæsenet har fået bugt med ilden.

Klokken 10.54 modtog Nordjyllands Politi en melding om en brand i et sommerhusområde ved Hou.

Branden var opstået i et hus på Kronhjortevej, og i første omgang var der fare for, at branden kunne brede sig til de omkringliggende huse. 

Det skete heldigvis ikke, for da Nordjyllands Politi nåede frem med en patrulje, havde Beredskabet fået bugt med ilden.

Der var ingen mennesker i sommerhuset, og ingen er kommet til skade ved branden, men sommerhuset er formentlig ubeboeligt efter branden. 

Årsagen til branden er angiveligt, at der i nærheden af sommerhuset i øjeblikket bliver arbejdet med forskellige rør, som bliver skåret i, og derfor kan det være gnister fra arbejdet, der har antændt sommerhuset. Det oplyser Torben Larsen fra Nordjyllands Politi. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland