Brand i spejderhytte er formentlig påsat

Nordjyllands Beredskab blev søndag aften kaldt ud til en brand i en spejderhytte i Øster Uttrup. Branden er formentlig påsat.

Mange timers frivilligt arbejde gik søndag aften op i røg. Det er en realitet, efter at der udbrød brand i en bjælkehytte i Øster Uttrup, som tilhører en spejderforening.

- Det er fuldt forståeligt, hvis medlemmerne af foreningen er kede af det. De har lagt mange arbejdstimer i hytten, som delvist er blevet taget af flammerne, fortæller indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg til TV2 Nord.

Beredskabet modtog meldingen om branden søndag aften klokken 18.32. Brandfolkene rykkede hurtigt ud, og det har været medvirkende til, at dele af spejderhytten bliver reddet.

- I den ene ende har træværket taget stor skade, men det er lykkedes os at redde meget af hytten. Indvendig er der dog både sket sod- og røgskader, siger indsatslederen.

Nordjyllands Politi har afspærret området omkring bjælkehytten og overvejer ifølge indsatslederen, om der skal laves tekniske undersøgelser på brandstedet.

- Hytten har formentlig ikke antændt sig selv, så meget tyder på, at branden er påsat, siger Søren Korsgaard.

Nordjyllands Beredskab arbejder fortsat på brandstedet søndag aften, hvor der bliver foretaget efterslukning i spejderhytten.


Seneste nyt

fra Nordjylland