Brand på Terndrup Kro

En tilbygning til Terndrup Kro brændte fredag eftermiddag. Brandvæsnet frygtede en overgang at ilden ville brede sig til selve kroen.

Brandfolk fra både Terndrup og Hadsund arbejder fredag eftermiddag klokken 16.20 med at stoppe røgudviklingen fra en brand i en tilbygning til Terndrup Kro.

Branden startede da man ville afbrænde ukrudt langs tilbygningens vægge.

- Der har så været ukrudt bag de eternitplader, der er vægge og det er så begyndt at brænde og har antændt træværket inde bagved, fortæller indsatsleder Gert Jensen.

Brandfolk fra både Terndrup og Hadsund arbejdede med at slukke branden og sikre at ilden ikke kunne sprede sig til selve krobygningen.

Alarmen indgik klokken 15.09 og en time senere var ilden slukket. Nu arbejder brandfolkene med at fjerne tre lag tagplader fra skuret, så røgudviklingen kan stoppes.

- Der er ikke kommet ret meget røg ind på kroen. Der skal være bryllup imorgen og det kan de i hvert fald sagtens holde, siger indsatslederen.


Seneste nyt

fra Nordjylland