Brand på Sjørring Maskinfabrik: Medarbejderne handlede hurtigt

En pludselig brand i Sjørring Maskinfabrik udviklede sig hurtigt, men en effektiv indsats fra medarbejderne fik dæmpet flammerne.

En gruppe medarbejdere handlede hurtigt, da der tirsdag tidlig eftermiddag udbrød brand i et filteranlæg på Sjørring Maskinfabrik i Thy.

Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Kenneth Rosenkrantz.

Tirsdag eftermiddag omkring klokken 16 er ilden igen slukket, og brandfolkene er på vej hjem. Kenneth Rosenkrantz fortæller, at da der gik ild i filteranlægget omkring klokken 13.45 greb medarbejderne hurtigt til en brandslange, de havde stående i et skab, og fik dæmpet flammerne, så branden ikke nåede at udvikle sig yderligere.

 
 
Foto: Kenni Eggert Nissen

Da brandfolkene dukkede op på stedet, var det derfor en smal sag at få slukket det sidste ild. 

- Medarbejderne havde gjort et godt stykke arbejde. De fik det dæmpet godt ned, og så har vi slukket det, siger Kenneth Rosenkrantz.

Selve bygningen har ikke taget de store skader, oplyser indsatslederen, men filteranlægget er ødelagt og kan ikke længere bruges. 

Sjørring Maskinfabrik arbejder nu på at udbedre de skader, de kan, ligesom skadesservice skal hjælpe med oprydningen.

Forhåbningen er, at maskinstationen allerede kan komme op og køre igen senere på dagen. Ingen personer kom til skade, men fire medarbejdere er sendt på hospitalet til observation for røgforgiftning. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland