Brand raserede stuehus: Muligvis påsat

Foto: Per Frank Paulsen

Den ene halvdel af stuehuset på et nedlagt landbrug ved Hadsund er totalt udbrændt.

Beredskabet i Mariagerfjord Kommune blev tirsdag morgen omkring klokken 05.45 kaldt ud til en brand på Norupvej syd for Hadsund.

På adressen ligger et nedlagt landbrug og da brandvæsnet kom frem, havde ilden godt fat i stuehuset.

- Ilden kunne have brændt hele huset ned, men vi var heldige at få fat på den, fortæller indsatsleder Caspar Weisberg.

Det var naboerne til ejendommen, der opdagede branden og der var ingen hjemme på ejendommen, da branden udbrød, så der har ikke været fare for personskade ved branden, fortæller indsatslederen, der klokken 07.35 står tilbage med efterslukningen af branden, der har udbrændt rummene i den ene halvdel af stuehuset og efterladt den anden halvdel med svære sod- og røgskader.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen oplyser at der er flere ting der peger på, at branden er påsat.

- Der er tegn på, at der har været indbrud og at branden er blevet startet derefter, og det skal vi så have teknikere til at undersøge, når brandslukningen og skadeservice er ude af huset, siger han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord