Brandchef: Lanterner bør forbydes

Flyvende lanterner med ild bør forbydes, mener beredskabschef i Aalborg. Udmeldingen kommer efter branden i Aalborg lørdag, hvor der blev set lanterner i området.

Forbyd de flyvende lanterner, lyder det fra beredskabschef i Aalborg, Jørgen Pedersen. Risikoen for at de sætter ild til bygninger eller naturområder er for stor, mener han.

- Jeg mener ikke, at den glæde, man får ud af dem, er tilsvarende den store risiko, der er ved at bruge dem, siger Jørgen Pedersen.

Lørdag aften brændte tagetagen på en etageejendom på Poul Buås Vej i Aalborg. Man har endnu ikke fastslået, hvad der startede branden, men der blev set flyvende lamper i området.

En flyvende lanterne, eller rislamper, som de også kaldes, er lavet af rispapir. De fungerer sådan, at man sætter ild til noget vat eller papir, som varmer luften op i lanternen. Ifølge beredskabschefen bliver de mere og mere populære:

- Der bliver flere og flere af dem, og derfor er der brug for regulering. Én gang hvor det går galt, er én gang for meget, siger Jørgen Pedersen.

Hos virksomheden Festeliten i Hjallerup , der er eneforhandler af lanternerne i Jylland, mener indehaveren Kurt Nielsen ikke, at der er nogen grund til at forbyde rislamperne.

- De er ikke farlige. Lamperne stiger kun opad, indtil de er udbrændt, så det er faktisk kun en lille ufarlig metalring, der kommer ned igen, siger Kurt Nielsen.

Han påpeger, at man selvfølgelig skal følge anvisningerne for opsendelse, men at hvis de bruges korrekt, kan Kurt Nielsen ikke se, hvordan de kan være brandfarlige.

- Der er mange, der bruger det som et festligt indslag til f.eks. bryllupper eller fødselsdage, og det er altid noget folk har en god oplevelse med, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland