Brandchefer vil af med det værste krudt

Hvis man fjernede det kraftigste fyrværkeri, så ville butikkerne kunne opbevare mere og skaderne ville blive færre, lyder et forslag.  

Det kraftigste nytårskrudt skal væk fra hylderne. Det vil give færre skader, og så vil det også blive nemmere for de handlende at overholde lovgivningen. Forslaget kommer fra de kommunale beredskabschefers forening, FKB. Jørgen Pedersen er beredskabschef i Aalborg og er foreningens repræsentant i flere udvalg, hvor myndigheder og erhvervsliv drøfter salg og opbevaring af nytårskrudtet.
 
- Der er jo tale om en forlystelse, og det skal folk have lov til. Men de små forretningsdrivende har svært ved at håndtere det, siger Jørgen Pedersen.
 
Efter fyrværkerikatastrofen i Seest i 2004, hvor et eksploderende lager jævnede en bydel med jorden, blev der ellers strammet på alle dele af fyrværkerilovgivningen. Men nu kan man godt se på området igen, mener landets beredskabschefer.
 
- Man tog det værste af det værste dengang. Hvis man nu fjerner det værste, af det, der i dag er tilbage på markedet, så ville man kunne tillade mere af det knap så farlige, siger han.
 
Der er nemlig skrappe grænser for, hvor meget krudt, som forretningerne må ligge inde med. I alt må de ligge inde med krudt svarende til en nettomængde eksplosivstof på 50 kilo fordelt mellem disken og baglokalet.
 
Ifølge Jørgen Pedersen giver reglerne nogle praktiske problemer med at håndtere, hvor meget de handlende ligger inde med, og hvordan de får fyldt op igen.
 
- Man kommer nemt til at overtræde lovgivningen, siger han.
Det er fyrværkeri af kategorien 1,3G, som beredskabscheferne gerne ser fjernet fra salget. Det er typisk de kraftige raketter og batterier.
 
- For den almindelige borger vil der ikke være den store forskel, hvis man tog 1,3G væk. Det vil stadig være flot og underholdende, siger beredskabschefen.

Dette synspunkt er de handlende dog ikke enige i.
 
- Det, der vil være tilbage, svarer til et juniorsortiment, og det er altså ikke særlig interessant for den brede befolkning at bruge, siger Michael Ostenfeld, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.
 
- Vi har den holdning, at det vil være forkert at pille den her type fyrværkeri af markedet, for så vil man se en opblomstring af den illegale trafik, som der slet ikke er nogen kontrol med, siger han.
 
I stedet ser han gerne, at man gør en større indsats for at oplyse befolkningen om korrekt brug af nytårskrudtet, hvis man vil have mængden af skader ned.
 
- Vi tror mere på at vejlede folk i, hvordan man skal bruge fyrværkeriet. Det er altså ikke legetøj. Det er mange kræfter i det, og det skal behandles med respekt, siger han.
 
Ifølge ham skyldtes det store antal skader sidste år en kombination af fyrværkeri med produktionsfejl og så en kraftig blæst.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland