Brandfolk rykker for langsomt ud

Beredskabcenteret i Hjørring lever ved hver 3. udrykning ikke op til loven om hurtig udrykning.

Hver tredje udrykning til en brand i Hjørring kommune kommer senere afsted end de fem minutter, som loven påkræver. Det betyder, at brandvæsenet i Hjørring ligger blandt de mest langsomme brandvæsener i hele landet.

- Det er vi selvfølgelig trætte af. Det er ikke godt nok, siger indsatsleder ved Beredskabscenter i Hjørring Knud Børge Møller.

Loven siger, at brandfolkene skal rykke ud fra stationen senest fem minutter efter modtagelsen af alarmen. Og her fejler Hjørring altså en tredjedel af alarmerne. Kun 67 procent af udrykningerne fra Hjørring sker inden for fem minutter.

- Vi arbejder hele tiden på at blive bedre. Eksempelvis indfører vi i 2012 et nyt digitalt kaldesystem. Så kan vi spare 10-15 sekunder på at kalde folk sammen, siger Knud Børge Møller.

Der er dog positive tegn i Nordjylland. Læsø Kommune er blandt de syv kommuner, der kom rettidigt til samtlige brande i 2011. Desuden er Region Nordjylland samlet set gået markant frem. Procentsatsen steg med 10 fra 78 til 88 procent af alle udrykninger, der sendes afsted inden for fem minutter.

De nordjyske udrykningstal 2011 kan ses på Beredskabsinfo.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland