Bredsdorff-Larsen stopper

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen stopper i AaB Håndbold efter denne sæson.

Direktør Jan Larsen har indledt jagten på ny træner efter den nuværende cheftræner, Peter Bredsdorff-Larsen har valgt ikke at fortsætte som træner i Aalborg Håndbold.

-Jeg har haft en spændende periode i AaB Håndbold. Først og fremmest et berigende samarbejde med spillerne i dagligdagen og en uforglemmelig tid med alle i organisationen omkring AaB Håndbold, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der bl.a. kan se tilbage på DM-triumfen i maj sidste år.

-Udviklingen efter vores DM-guld har budt på mange forskellige udfordringer, bl.a. med nedlæggelsen af AaB Håndbold - og det er en medvirkende årsag til, at jeg har besluttet at stoppe efter denne sæson, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

-Jeg ønsker alt godt for det fremtidige håndboldprojekt i Aalborg og vil sammen med holdet bruge alle gode kræfter på, at vi også i denne sæson får medaljer til AaB, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Direktør Jan Larsen har været glad for samarbejdet med Peter i de tre år han har været i klubben.

- Vi håber og tror, at det lykkes Peter og holdet at toppe på det rigtige tidspunkt igen i denne sæson, så samarbejdet kan afsluttes med medaljer. Vi ønsker Peter held og lykke i fremtiden.

-Vi er i fuld gang med at finde en ny træner, ligesom vi inden for den nærmeste fremtid vil præsentere nye spillere til næste sæsons trup, siger Jan Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland