Bremsen svigtede

Foto: Michael Schmidt-Thomsen

Et ægtepar er indlagt på sygehus efter et trafikuheld, hvor bremserne på parrets bil svigtede, og bilen derfor fortsatte ligeud gennem en rundkørsel og videre i grøften.

Uheldet skete i rundkørslen ved Aggersundvej nord for Aars, hvor parret kom kørende på vej syd på.

Da bilisten, en 68-årig mand, ville bremse, virkede bilens bremse ikke. Vagtchefen hos Nordjyllands Politi fortæller, at manden tilsyneladende forgæves trykkede bremsen i bund. Bilen fortsatte med fuld fart ligeud gennem rundkørslen og endte i grøften.

Den 52-årige kvinde, der var passager i bilen, blev fastklemt i forbindelse med uheldet.

- Taget blev klippet af bilen for at få hende ud, oplyser vagtchef Poul Badsberg, Nordjyllands Politi.

Ægteparret er indlagt på Farsø Sygehus til observation.

Ægteparrets bil er blot tre år gammel, og bilen er nu sendt til tekniske undersøgelser i håbet om at finde frem til en forklaring på, hvorfor bremsen svigtede.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord