Brian Brix i DM-finalen

Brian Brix fra Pandrup Bokseklub blev den første nordjyske bokser, som løste billet til finalerne ved de danske mesterskaber i Odense.

Pandrup-bokseren mødte i fjervægt Fariddon Stankizai fra Thisted i semifinalen, og Brian Brix vandt kampen, da Thisted-bokseren blev diskvalificeret i 3. omgang.

I weltervægt boksede Torben Keller fra Pandrup sig lørdag aften videre til semifinalerne. Han vandt 25-12 over Amer Rasinlic fra Horsens.

Torben Keller møder Lasse Kristjansen fra Slagelse i semifinalen søndag formiddag.

I Letvægt bokser Kasper Brun søndag semifinale. Her er modstanderen den jyske mester, Simon Nielsen fra Thisted.

I Letweltervægt er to nordjyske boksere blandt de fire sidste i turneringen, og det kan blive en rent nordjyske finale. Marcel Tabaja fra Pandrup og Hussein Hassan fra IK Sparta er nemlig i hver deres semifinale.

I supersværvægt for boksere over 91 kilo er Lindholm Martin Grøn med er.

Hos kvinderne blev semifinalerne endestationen for Jydens Sisse Larsson. Hun tabte klart til Yvonne B. Rasmussen fra Varde.

Dermed fik Larsson kun en enkelt kamp ved de danske mesterskaber.