Brønderslev Flytteforretning A/S under konkursbehandling

Sygdom og svigtende indtægter er grunden til, at 62 år gammelt firma må kaste håndklædet i ringen.

Ledelsen bag Brønderslev Flytteforretning indgav i går konkursbegæring. Ægteparret bag virksomheden, Jan og Susanne Mortensen, og den siddende bestyrelse så ingen anden udvej efter flere år med sygdom samt svigtende indtjening i forretningen.

- Efter 17 år med stadig opbygning af en forretning i en så hård branche som transportbranchen er ægteparret Jan og Susanne Mortensen meget berørte over situationen, ikke mindst over tabet af arbejdspladser for de ansatte, lyder det fra kurator Anders Braad.

Susanne Mortensen er fratrådt som direktør, ligesom bestyrelsen også er trådt tilbage. I stedet er advokat Anders Braad, Haugaard-Nielsen Advokatpartnerselskab, udmeldt som kurator af Skifteretten i Hjørring.

Kurator vil inden for få dage afsøge muligheden for en overdragelse af virksomheden. Alle kreditorhenvendelser skal ske til kurator, advokat Anders Braad. Familien bag virksomheden frabeder sig øvrige henvendelser.

- I første omgang forsøger vi at sælge firmaet og aktiverne for at skaffe flest mulige penge til kreditorerne. Og der er heldigvis allerede nu mange, der henvender sig, så der er et håb om at bevare nogle af de 20-25 arbejdspladser, som er på spil, forklarer Anders Braad.

Brønderslev Flytteforretning råder over mere end 35 last- og varebiler, som kørte i døgndrift. Firmaet blev etableret i 1953.


Seneste nyt

fra Nordjylland