Brønderslev Marked forventer rekordomsætning

Arrangørerne på årets Brønderslev Marked er godt tilfredse efter de første par dage. Hvis besøgstallet fortsætter, så kan det blive et rekordår.

Brønderslev Marked har fået sig en rigtig god start fredag og lørdag. Arrangørerne kan ikke sige præcis, hvor mange der har været forbi markedet, men et skøn lyder på, at der i går var op til 40.000 mennesker. Også fredag var populært, især blandt de mindste: 

- Vi kørte billig-fredag i tivoli, og det betød, at der var rigtig mange børn i tivoli, for de kunne få fire billetter for 50 kroner. Det giver en god kick-start på markedet, siger Michael Wittrup, der er PR-ansvarlig på Brønderslev Marked. 

Han forventer, at søndag bliver endnu bedre. Traditionelt er søndag den bedste markedsdag med flest besøgende, og det håber Michael Wittrup også gør sig gældende i år: 

- Jeg forventer, at der bliver stuvende fuldt, og forhåbentlig kan vi slå vores egen rekord i omsætning. Der kommer nogle gode navne på scenen, som nok skal trække en masse til, og vejret er skønt, siger han.

Brønderslev Marked har 200 kræmmere, der sælger alt fra legetøj til hatte. Hvis man er ude efter en ny hest, så kan man også købe sådan en, for der er 80 heste til salg på markedet. Det vigtigste for arrangørerne er, at der skal være noget, der passer til alle i familien: 

- Vi er et familiemarked, så vi sørger for, at der er oplevelser for alle, og at det er spredt ud på pladsen. Der er både dyr, veterantraktorer, tivoli og mange andre ting at opleve. Og så er der selvfølgelig vores kræmmere, som trækker mange til, og som bliver mere og mere populære år efter år.


Seneste nyt

fra Nordjylland