Brønderslev-ansat drukner i vrede mails

Foto: Tv2nord.dk

En sagsbehandler fra Brønderslev bliver bombarderet med hade-mails efter DR's dokumentar om Serritslevsagen.

Det vælter ind med vrede reaktioner fra borgerne til en sagsbehandler fra Brønderslev efter, at hun i en dokumentarudsendelse på DR1 mandag aften stod frem og forsvarede kommunens handlinger i den såkaldte Serritslev-sag.
 
- Det vælter simpelthen ind med hade-mails, fortæller faglig leder Inge Gorm Andersen fra børne- og familieafdelingen til bt.dk.

Hun vil nu overveje, om hun overhovedet har lyst til at sige mere om sagen.

- Jeg har ikke lyst til at udtale mig om noget som helst. Jeg har ikke overskud til det i dag, siger hun.

Mandag aften blev forældrene til i alt ti børn dømt skyldige i vanrøgt, vold og sexovergreb på børnene.
 
Efterfølgende sendte DR1 dokumentaren om hele forløbet, hvori Inge Gorm Andersen blandt andet giver følgende forklaring på, hvorfor Brønderslev Kommune tøvede med at gribe ind.

- Det handler meget om det baggrundsmateriale, vi har og det, vi møder. Når vi som socialrådgivere går ud, så møder vi jo ikke folk med de barske briller. Sådan møder vi jo ikke forældre. Vi vil jo også se det gode i folk, siger hun i dokumentaren.

Sagen kostede en afdelingsleder i Brønderslev Kommune jobbet.

Straffastsættelsen til forældrene ventes at falde den 21. juni.

Har du et godt tip?