Brønderslev går i sort

Brønderslev Kommune vil til sommer blive mørklagt i tre uger, men det vil få konsekvenser, lyder kritikken fra en trafikforsker.

Teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune besluttede tirsdag aften, at gadebelysningen i kommunen i en længere periode skal slukkes.

- Vi skal have budgetterne til at hænge sammen, og det er på gadebelysningen, vi ser en mulighed for at spare, siger Mikael Klitgaard, formand for Teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune. 

Ifølge en trafikforsker kan besparelsen dog blive fatal.

- Når man slukker for gadebelysning, så har vi solid forskning, der viser, at der vil blive flere kvæstede i de områder, hvor der ikke er lys, så det er en rigtig dårlig ide, fortæller trafikforsker hos Aalborg Universitet, Harry Lahrmann.

Brønderslev Kommune vil spare 200.000 kroner på den manglende gadebelysning, der træder i kraft omkring Sankt Hans.


Seneste nyt

fra Nordjylland