Brønderslev Kommune har fået nok: Skærper reglerne om ulovlige skilte

Man får ikke længere et påbud og to uger til at fjerne sit ulovlige skilt i Brønderslev Kommune.

En tur rundt på de nordjyske landeveje afslører, at der efterhånden er opsat en del ulovlige reklameskilte. Og det vil politikerne nu forsøge at sætte en stopper for. I Brønderslev Kommune har man besluttet at gå mere proaktivt ind i kampen mod de ulovlige skilte.

Ifølge Naturbeskyttelseslovens paragraf 21 må der ikke anbringes skilte eller plakater med reklamer.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune, Karsten Frederiksen (C), var mandag til møde med resten af udvalget, og kommunen har nu valgt at skærpe reglerne for de ulovlige skilte. Der er indtil videre blevet givet et påbud, når kommunen har opdaget et skilt, og så synderen haft 14 dage til at fjerne skiltet - det er nu blevet skærpet, så kommunen selv kan køre ud og fjerne skiltet og derefter give regningen videre til den person, der har sat skiltet op.

- Vi skal ikke have en skilteskov som i Spanien, siger Karsten Frederiksen.

Luneborg Kro i Vildmosen er et af de mange firmaer, der har valgt at opsætte et ulovligt reklameskilt. Det mener medindehaveren Per Kaufmann er nødvendigt for at få opmærksomhed for sin kro.

- To af vores medindehavere ejer markerne, hvor vi har opsat skiltene. Vi kan ikke se, at der er noget galt i at annoncere for vores virksomhed på den måde. Nu har vi sat skiltene op - og så må vi se, hvordan det går, siger Per Kaufmann.

Men Kristian Frederiksen vil have skiltene taget væk.

- Lovgivningen giver ikke mulighed for det, og der kan ikke gives dispensation, siger Kristian Frederiksen.

Brønderslev Kommune har også lavet en hjemmeside, hvor man kan melde ind, hvis man ser et ulovligt skilt i kommunen.


Seneste nyt

fra Nordjylland