Brønderslev Kommune politianmeldt

Arbejdstilsynet har politianmeldt Brønderslev Kommune for ikke at opsætte et ventilationsanlæg på Søndergades Skole.

Brønderslev Kommune er blevet politianmeldt af Arbejdstilsynet, fordi man mener, at kommunen ikke har fulgt et påbud om at opsætte et ventilationsanlæg på Søndergades Skole i Brønderslev.

Arbejdstilsynet besøgte i 2010 Søndergades Skole og gav forskellige påbud - bl.a. om at sikre undervisningslokalerne en tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk. Brønderslev Kommune mener at have fundet en god løsning på problemet, nemlig at opsætte en mekanisk ventilation, mens de andre dele af bygningen kunne klares med en udluftningsplan. Men den løsning er Arbejdstilsynet ikke enig i er god nok og har altså politianmeldt kommunen.

Borgmester Lene Hansen (S) mener, at det er urimeligt, at kommunen bliver politianmeldt, når Arbejdstilsynet er vidende om, at problemerne er ved at blive løst:

- Vi måtte jo acceptere at opsætte ventilationssystemer op på Søndergades Skole. Men et sådan arbejde skal i udbud, og det tager altså tid med de retslige regler på det område. Det skrev vi til Arbejdstilsynet om den 28. juni, hvor de fik at vide, at arbejdet ville blive igangsat efter byrådets behandling af sagen den 29. august. Alligevel vælger man den 3. august fra Arbejdstilsynets side at politianmelde kommunen. Så nu skal politiets sparsomme ressourcer så også bruges på denne sag, siger hun.

Borgmesteren vil nu invitere Arbejdstilsynets ledelse til et møde med hende for at få en dialog om problematikken.


Seneste nyt

fra Nordjylland