Brønderslevsag koster nabokommune dyrt

01:41

Familiens daværende hjem i Serritslev. Foto: TV2/Nord

1 af 2

Langt flere indberetninger af sager omkring misrøgt af børn og unge koster Jammerbugt Kommune dyrt. En udvikling der både ærgrer og begejstrer byens viceborgmester.

- Både ansatte i kommunen og borgere har fået fokus på problemet. Siden den triste sag i Brønderslev har vi oplevet en fordobling i antallet af indberetninger. Det koster ekstra penge i sagsbehandling, da vi tager alle sager alvorligt, men betyder samtidig, at vi øger chancerne for at undgå flere af den slags sager, siger Ole Stavad til TV 2 Nord.

Ydermere har udgifterne i kommunen til snerydning været ekstraordinært høje. Det betyder, at kommunalbestyrelsen den kommende uge skal i tænkeboks, der skal nemlig skæres 30 millioner kroner.

- Det er en alvor situation, men børn og ungeområdet, der har overskredet markant, er et af de områder vi må se på, siger borgmester Mogens Gade til TV 2 Nord.

Mens borgmesteren ikke tror alle borgere i kommunen vil mærke besparelserne, så tegner Ole Stavad et mere dystert billede.

- Det er alle der kommer til at mærke det her. Vi skal skære i alt fra veje, vuggestuer til ældrepleje. Det er en svær, men nødvendig opgave, siger Stavad.

Jammerbugt kommune havde i deres 2011 budget planlagt ud fra et overskud på 40 mio. Det overskud er dog før investeringer i ting som veje og kloaker. Og derfor var det ikke en reel mulighed blot at nedjustere årets overskud til 10 millioner kroner. I det tilfælde ville man risikere, at ende i et underskud, noget der ville ramme ekstra hårdt.

- Regeringen har en politik der siger, at har vi 1 krone i underskud, så skal vi betale 1 krone i bøde. Derfor vil det, hvis ikke vi skærer nu, ramme os ekstra hårdt i den anden ende, forklarer Stavad.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord