Bruun møder bulgarsk mester

Euro Events 25-årige letweltervægter Kasper Bruun har endnu sit første nederlag til gode som professionel bokser, men han skal bokse op til sit allerbedste, hvis den fornemme statistik skal være intakt også efter stævnet 26. maj i Skyline Arena i Randers.

Her skal den 25-årige nordjyde i ringen mod den bulgarske mester, 29-årige Asen Yuseinov, der kommer til Danmark med en positiv rekordliste på 10 (KO 6)-3-2.

Kasper Bruun har fortsat sin første titelkamp til gode som professionel, og han er klar over, at kun en sejr i Randers tæller, hvis drømmen om en titelkamp skal holdes i live. Så Asen Yuseinov skal ikke regne med at få noget foræret i Randers.

- Han er en lille smule lavere end mig, men det ser ud til, at han gerne vil fremad. Jeg tror, han ligger godt til mig. Han er bestemt ikke en dårlig bokser. Jeg er bare bedre, lyder det fra en selvsikker Kasper Bruun.

Siden hans første kamp for Euro Event i Aalborg 7. april har han i flere omgange trænet hos Mikkel Kesslers træner, Jimmy Montoya. Sammen har de arbejdet målrettet på at hælde mere bly i handskerne på nordjyden.

- Jeg skal slå hårdere. Det har manglet i mine tidligere kampe, så jeg har koncentreret mig om at få mere bund i mine slag, når jeg sætter mine angreb ind, siger Kasper Bruun.

Kampen mod Asen Yuseinov bliver nordjydens 15. i bar overkrop siden hans debut i marts 2008. Rekordlisten på 13 (KO 3)-0-1 taler sit tydelige sprog om en bokser, der får mere og mere erfaring i kroppen, men endnu mangler det afgørende punch i næverne.

Om det er lykkedes for Jimmy Montoya at give Kasper Bruun mere slagkraft, får Asen Yuseinov at føle pinselørdag.

- Det er to år siden, Asen Yuseinov tog den bulgarske titel, og han har siden forsvaret bæltet tre gange. Jeg forventer en jævnbyrdig kamp, siger promotor Allan Bach.


Seneste nyt

fra Nordjylland